Historikere og forskere er ret sikre på at aborigier er en udviklet race fra Homo Sapiens, som vi også selv stammer fra. Homo Sapiens opstod i Europa og de som endeligt nåede Australien - mener man - kom fra central- og øst-Asien.

Aborigier har intet skriftssprog. Derfor findes der ingen anden overlevering af deres historiske udvikling, anden end hvad der er blevet viderefortalt gennem generationer. Vægmalerier blev ikke lavet for historiens skyld, men for at påvirke udfaldet af for eksempel en forestående jagt, eller for at holde sig på god fod med ånderne. Dette er en af grundene til, at de eksisterende vægmalerier med "jævne mellemrum" er blevet opfrisket. De midler man har til rådighed ved en historisk datering, er således kun rester efter bopladser, vægmalerier og helleristninger som vi kender det fra vikingetiden.

Den måde hvorpå de indfødte levede indtil 1788, antages af mange kun at have ændret sig lidt gennem tiden, men det kan kun være gisninger. Historikere er ret uenige om antallet af indfødte og tallene varierer fra 100-600.000. Opdelingen i stammer er man heller ikke enige om og dette anslåes til at være fra 100 til 600, med et tilsvarene antal sprog. Men størrelsen på den enkelte gruppe var reletivt beskeden. Hvorvidt der har været flere udvandringer af bosættere til Australien er endvidere også stadig til debat. På grund af ligheder mellem grupperne i de forskellige dele af landet, mener man at der kun er tale om een migration fra Asien, men man har fundet flere fosiler som viser at de første menneskers knoglebygning har været meget forskellig. Ydermere er for eksempel de tasmanske aborigier meget anderledes end de på fastlandet.

Denne hændelse, er den altafgørende for aborigier. Den er baggrunden for deres oprindelse og forklaringen på deres sammenhæng med naturen, dyrene og naturligvis ånderne. Det bemærkelsesværdige er, at fortællingen om drømmetiden uden undtagelse går igen hos alle grupper af indfødte, omend der fra egn til egn findes forskellige afbildninger, historier og navne for de enkelte ånder. Afhængig af de enkelte gruppers tilhørssteder, er åndernes plads i landksabet justeret i forhold hertil. Uluru, for eksempel, havde således kun religiøs betydning for de grupper som levede i området.

Men hollændernes kolonisering af øst-indien i 1600-tallet, fører for første gang med sikkerhed europæere til Australien og dermed frembringes der konkret bevis for eksistensen af et ukendt sydland. Gennem de næste 200 år kortlægger hollænderne det meste af australiens kyststrækning, med undtagelse af øst-kysten. Det som de leder efter er ikke nye kolonier, men derimod handelsmuligheder med de indfødte. Efterhånden går det op for hollænderne, at der hverken findes rigdomme eller vilje hos de indfødte til at handle, så i slutningen af 1700-tallet opgiver man endeligt og overlader initiativet til de nye store sømagter; Frankrig og England.

Frankrig kommer aldrig i nærheden af Australien, før englænderne allerede ér inde i billedet. Englænderne skal ikke bruge mange opdagelsesrejser før de lægger beslag på det nye kontinent og sidst i 1700-tallet starter man koloniseringen.